I år 2000, blev jeg af den dengang siddende redaktør i DSO, opfordret til at skrive om mit opdræt, og at det lige faldt sammen med, at det var 10 år siden, jeg startede med mit opdræt, var et rent tilfælde.

Jeg har som redaktør i DSO altid opfordret opdrættere til at skrive et opdrætterportræt, og jeg har tilstræbt at bringe et af ”Årets opdrætter”, hvis det har været muligt. Denne gang er æren tilfaldet mig, for jeg blev ”Årets opdrætter 2009” J Derfor er det jo på sin plads, at jeg også selv bidrager med et portræt af mit katteri, og denne gang falder det sammen med mit 20 års jubilæum som opdrætter.

Sådan begyndte det

Jeg er opvokset på en stor gård med masser af dyr, men mere producerende dyr end kæledyr. Vores hund var en ”rottefænger,” og kattene boede i stalden og skulle holde musebestanden nede. Det lykkedes mig dog alligevel engang at smugle en drægtig missemor med i min seng, hvor den fødte sine killinger. Det blev dog hurtigt opdaget, og Missemor samt killinger måtte vende tilbage til stalden, hvor vi fandt en tom kalvebås, hvor hun kunne ligge beskyttet, for nu havde jeg jo ”forvænnet” hende.

Som voksen var det nu hunden, som fik min første prioritet og den russiske mynde, som betog mig med sit aristokratiske udseende. Det var i mange år min store hobby at gå på udstilling og til hundevæddeløb, derfra stammer også mit stamnavn ”Naryschkina”, som er russisk.

Da jeg i 1985 blev skilt, måtte jeg finde en lidt mere pladsbesparende hobby. Da to af mine hunde af naturlige årsager gik bort, og jeg kun havde Fanduscha, min tæve, som desværre aldrig blev drægtig, tilbage, blev jeg ved et tilfælde opmærksom på en racekatteopdrætter, som opdrættede siamesere og orientalere.

Da jeg nu havde sat mig i hovedet, at jeg skulle have kat, kunne jeg ikke vente, for den opdrætter ”jeg havde kastet min kærlighed på” havde jo ikke lige killinger på det tidspunkt.

Da jeg som barn altid havde ønsket mig en rødstribet huskat, måtte en sådan fremskaffes, og det skulle vise sig, at det ikke bare var sådan med det ønske, men det lykkedes dog. Ivan von Olsen blev 15 år, og han så kun dyrlægen til sine årlige vaccinationer.

Efter længere ventetid fik jeg min første racekat, en ebony (sort orientaler), som blev kastreret og brugt som prøveklud på udstilling. Han hed Black Earl von Avathar, og jeg købte ham i 1988 af Hildegard Barth. Det blev til en del udstillinger med Ivan og Earl, men jeg må ærlig indrømme, at jeg dengang følte mig malplaceret på en katteudstilling.

Det var min mentor, der så ”vist” rådede mig til at starte/begynde med en udstillingskastrat, så jeg kunne se, om det nu også var noget for mig, det der med racekatteopdræt.

Så denne ”virus”, som skulle vise sig at have angrebet mig dengang for snart 23 år siden, den er jeg aldrig blevet kvit. Jeg har det også rigtig godt med det, og tænk, hvor har jeg dog lært mange mennesker at kende og knyttet venskaber - forhåbentlig varer virussen ved i mange år endnu J

Efter nogle år på opdagelsesrejse gennem udstillingsverdenen havde jeg forelsket mig i en foreign white. I foråret 1989 flyttede min første avlskat, Angelica’s White Medea, ind hos mig. Hun var en foreign white, og hun fødte sit første kuld i 1990, hvilket blev starten på min karriere som opdrætter.

Medea, som vi i daglig tale kaldte ”Schneewittchen”, var en stor og kraftig hunkat, som viste sig at være en fortræffelig avlskat. Hun fødte dejlige store og sunde killinger uden fejl med flere forskellige hankatte.

Jeg boede i Tyskland, da jeg startede med mit opdræt, og nu var jeg i mellemtiden flyttet til Lolland. Vi havde købt en ”gammel” bindingsværksejendom fra 1800, som vi havde sat os for at renovere og gøre til vores hyggelige nye domicil i Danmark. Min kære ”handymand” havde advaret mig, at det gør man ikke sådan bare lige, og jeg måtte love at ”projektet” katteopdræt/udstilling måtte komme i 2. række, så katteverdenen blev sat lidt på spareflamme i nogle år.

Men det blev da til nogle kuld i løbet af årene, jeg har lige talt op, og jeg kom frem til, at jeg indtil mit 20 års jubilæum i maj dette år har lavet 28 kuld.

Avlshan

Min gode veninde og mentor, Hildegard Barth, var på et tidspunkt meget opsat på at have avlshanner. Hun havde også faciliteterne til det med egne isolerede huse med klinker på væggene, gulvvarme, og dejlige løbegårde. Hun syntes, at vi skulle have en avlshan efter nogle spændende linjer, og hun havde kendskab til en, som havde linjer fra både England, Amerika, Holland, Sverige og Tyskland. Så vi købte Tiptap-Tomtom’s Asterion, i daglig tale kaldt for Bølle - en dejlig klassisk brunmasket han og for dengang i 1995 af ret flot type. Han lavede flotte, sunde og racetypiske killinger og havde et fantastisk væsen, som han gav videre til sine killinger.

Bølle blev desværre kun 10 år, da han nåede den alder, ville nyrerne ikke mere. Indtil han var godt 8 år, kendte dyrlægen ham kun fra de årlige tjek og blodtest, og da han fik fjernet et par tænder på grund af FORL.

Jeg ved, hvor stort et ansvar det er at have fremmede katte i sin varetægt. Jeg tror ikke, at de, der ikke har prøvet at have en avlshan gående ved, hvor stort et ansvar og arbejde det egentlig er.

Ikke nok med at det i dagligdagen koster en del ekstra rengøring, risikoen for smitte er også høj. For at katten skal have de bedste betingelser kræver han også rigtig meget selskab, i hvert fald hos mig. Det gode temperament er selvfølgelig også genetisk betinget, men en avlshan i hankatterum, der ikke har noget selskab, forbliver sjældent en sød og omgængelig kat.

Da mine aktiviteter som opdrætter de senere år højst har resulteret i et kuld om året, er jeg de mennesker, hvor jeg har købt parringer undervejs, dybt taknemmelig.

Kunsten at købe nye katte

Mit første forsøg på at finde en afløser for Bølle resulterede i, at jeg var heldig at finde en nydelig brunmasket han i Tyskland, som også havde en interessant og spændende stamtavle. Da tiden kom, hvor han skulle bevise, om der kunne komme pæne killinger efter ham, slap mit held desværre op! Det viste sig, at der kom alvorlige fejl i de tre kuld, han lavede, så jeg måtte gøre det eneste rigtige – tage ham ud af avl.

Han blev kastreret, og kort tid efter kom der en henvendelse fra en sød dame, som gerne ville give en voksen kat et godt hjem.

Min søgen efter ”endnu” en avlshan førte mig til Sverige, hvor jeg nu var sikker på at have fundet den rigtige - det var en utrolig smuk og meget typet brunmasket han. Jeg fik ham ”ad omveje”, da hans opdrætter havde ham med til en jysk udstilling, hvor hun skulle udstille. Jeg rejste glad hjem til Lolland med ham, og den første nat blev veloverstået uden ”gråd” og deslige. Da jeg næste morgen rigtig fik nusset ham igennem og ”befamlet”, mærkede jeg en kæmpe sternumfejl ! Jeg var målløs, ked af det og senere skuffet og vred over, at en opdrætter kunne sælge en kat for mange tusinde kroner til avl med sådan en graverende fejl.

Så efter to mislykkede forsøg på at finde en passende avlshan havde jeg eller vi J bestemt os for, at nu ville vi altså ikke have en ny avlshan.

MEN det er ikke kun det at finde en avlshan, der er svært! Jeg har i næsten samme periode søgt efter en avlshun, og det har også været en stor prøvelse.

Min blåmaskede avlshun, Tværmose’s Holly, SIA a, som nåede at få to kuld med Bølle, blev desværre kun 4 år, da hun meget atypisk for en kat i sin alder fik FIP. Jeg har Hollys datter Ofelia, som nu er 6 år og kastrat, hun blev efter flere forsøg med forskellige hanner, én enkelt gang drægtig. Hendes liv var desværre ikke skabt til at være avlshun, så det slap hun selvfølgelig for.

En anden blåmasket avlshun, Nissens Beauty Baroness, SIA a, som var købt til avl, fik et dejligt kuld killinger. Men kun 1½ år gammel, lige umiddelbart efter, at hendes killinger var solgt og på vej ud af huset, fik hun en så alvorlig hjerneblødning, at hun måtte have fred. Hun var for øvrigt Bølles barnebarn J

I Tyskland fandt jeg så en nydelig chokolademasket hun, som opdrætteren havde gemt til sig selv. Omstændighederne i hendes hjem ville dog, at hun måtte trappe ned i bestanden, så jeg fik lov til at købe Oswina v. d. Hese SIA b, så da var jeg opstemt og sikker på, at jeg nu havde fundet min nye avlshun.

Hendes kælenavn var Winja, og hun blev parret flere gange med de nydeligste hanner, der var på ”markedet” på det tidspunkt, men desværre uden resultat. Efter mange skuffende og lange venteperioder måtte jeg erkende, at Winja heller ikke blev min næste avlshun.

I de lange venteperioder havde jeg skelet lidt efter noget spændende, for opgivet havde jeg nu i årene dog alligevel ikke.

Min skelen førte mig til Norge, hvor jeg også fandt en chokolademasket hun efter fødedygtige liner. Damrong’s Meskenet SIA b viste sig at være ret så sky og ikke så ”fingernem”, som jeg ønskede mig. Så jeg brugte rigtig megen tid på at tilvænne hende, men skæbnen ville, at hun slet ikke følte sig tilpas. Da hun så kom i løbetid allerede som 4 måneder gammel, gik det lidt bedre, men kun i løbetiderne. Hun var næsten konstant i løbetid, og da hun var et halvt år, fik hun voldsomme smerter. Dyrlægen fandt ud af, at det var livmoderbetændelse, men da katten er et rovdyr, viser den ikke smerter, da den lige så godt kan sætte et skilt op, hvor der står ”jeg er svag, og jeg er derfor dit næste måltid mad”. Så i bakspejlets lys, så har hun sikkert haft ondt længe, så det var jo derfor ikke så sært, at hun ikke ville kæles for.

Imidlertid havde hun været igennem en lang sygdomsperiode, og hun var så skræmt og bange. Dyrlægen rådede mig til, at give hende fred, da han ikke mente, at hun ville blive tryg ovenpå hele det sygdomsforløb, og jeg måtte indse, at han havde ret og fulgte derfor rådet.

Når det lykkedes

Nu stod jeg igen uden avlshun efter et halvt års pendulfart til dyrlægen og masser af bekymringer.

Jeg var efterhånden ved at miste modet, men så ringer en af Hildegards veninder, som i øvrigt tidligere havde købt en hunkat af mig. Hun fortæller, at en opdrætter, som hun havde købt kat hos, havde et kuld brunmaskede killinger (3 hanner og 3 hunner) liggende, om jeg stadig var interesseret i at finde en hankat.

Jeg var jo på udkig efter en avlshun, og skæbnen ville mig det så godt, at jeg fik lov til frit at vælge i kuldet - og sådan gik det til, at Stella (GIC Indira von Jukima, JW, DSM SIA n) blev min.

Stella er en fantastisk kat, som jeg hver dag glæder mig over at eje, og hun er skyld i mange, mange ting J

I de fire år jeg har haft hende, har hun bragt mig så mange glæder både på udstillinger, som avlskat, men allervigtigst som kælekat. Hun har været en drøm at have med på udstilling, og jeg kan vist godt tillade mig at sige, at hun har klaret sig rigtig pænt. Det er blevet til både en JW titel, en DSM titel og hun er også blevet GIC - hun er så sød og nem at have med, og hun viser sig gerne frem på dommerbordet.

Hun er også skyld i, at jeg har opnået den ærefulde titel ”Årets opdrætter 2009”, da 4 af de deltagende Naryschkina katte er hendes børn og den 5. hendes barnebarn (mere om ham senere). Det er lykken, når man får lov at købe en smuk kat, men når katten så samtidig giver ligeså smukke, måske endda smukkere afkom end sig selv, så fås det vist ikke bedre!

Stellas fire børn: Romeo Naryschkina SIA n 21, som flyttede ind hos en rigtig god veninde, nåede at lave nogle kuld, før han blev forfremmet til udstillingskastrat. Samson Naryschkina SIA n 21 flyttede til Tyskland, hvor han også skal bidrage lidt til genpuljen. Sirius Naryschkina SIA n 21 opnåede også at blive JW, han blev boende hos mig, til han blev voksen. Han havde et par aftaler med nogle piger, der skulle indfries, før han flyttede til Stockholm, hvor han i dag nyder livet som avlshan og udstillingskat. Sidst, men ikke mindst, Ronja Naryschkina, SIA a, som blev boende hos mig som avlshun.

Når det gør ondt

Ronja slægtede sin mor på, forstået sådan, at hun blev en smuk og sød kat. På udstillinger klarede hun sig også godt og vandt da også over sin mor den ene gang, de var udstillet sammen, men med delte dommerstemmer på scenen J

Hun blev udstillet til International Champion, hvorefter hun blev parret – normalt udstiller jeg mine avlshunner til IC, før de skal have killinger. Så er de blevet voksne og har fået det mentale overskud, der giver en god mor.

Jeg var heldig at få hende parret med en smuk hankat, og min plan var, at jeg skulle beholde en hunkilling efter hende. Det går desværre bare sjældent, som man håber, ønsker og planlægger.

Ronja døde da killingerne var 4 ½ uge L Killingerne var lige begyndt at spise selv, jeg havde støttefodret dem hele tiden, da Ronja forblev dårlig efter kejsersnittet og lige, til hun ”drog over regnbuebroen”. Så de små var meget knyttet til mig, især den lille pige Tayla (hun måtte senere omdøbes til Taylan, da det viste sig at være en hankat).

Nu var gode råd jo dyre, når jeg nu ikke var så heldig at få en hunkilling og samtidig havde mistet Ronja, for skæbnen ville, at der var 4 hankillinger. To af dem snød mig dog længe, for de så absolut ud som hunkatte - det er første gang i 20 år og efter 28 kuld, at jeg har taget fejl!

Taylan var som sagt meget, meget nært knyttet til mig, så da tiden kom, hvor han var salgsklar, så kunne jeg simpelthen ikke nænne at sælge ham.

Undervejs i hans opvækst var tanken, at han evt. som Sirius, når han blev lidt ældre, kunne flytte til en opdrætter i udlandet. Jeg havde også fået flere henvendelser fra opdrættere, som gerne ville købe ham, da han var lille, nogle af dem var også indstillet på at vente, til han blev voksen og havde parret et par hunkatte her. På den måde var der jo en chance for, at jeg ad den vej kunne få en hunkat efter ham. MEN han var den direkte ”tråd” til sin mor, som jeg savnede SÅ MEGET, så han var simpelthen NØDT til at blive J

Hovsa J

Vi ville vi jo ikke have en ny avlshan - man skal aldrig sige aldrig, for det har vi altså fået!! 

Heldigvis har vi hele vores have indhegnet kattesikkert, hvilket han og pigerne nyder i fulde drag, for han er ikke killing mere. Han er nu blevet en voksen kønsmoden herre, som bruger meget af sin tid på at ”sætte plakater op”, læs afmærke territorium med urin. Heldigvis har jeg lært at sy hankattebukser, og så snart han kommer inden døre, så får han dem på. Han går lystigt og strinter og tror, at alt er i den skønneste orden, heldigvis er virkeligheden ikke, som han tror J

Jeg håber at få en hunkilling efter ham til at føre Ronja videre, men et er sikkert, han skal ikke gå fertil i længere tid. Når han bliver kastreret, får jeg jo så også en nydelig udstillingskat og ikke mindst kælekat, der kan komme med i seng igen J

Om at omplacere en voksen kat

Første gang jeg omplacerede en voksen kat var, da jeg af sundhedsmæssige grunde måtte neutralisere en avlshun – hun havde et fantastisk liv, når hun enten var gravid eller havde killinger. Ellers var hun konstant i løbetid, og når hun var det, så ”overpissede” hun alt (op og ned ad vægge, døre, stole, i alle vinduer, selv køleskabsdøren drev af hendes efterladne gule ret stærkt lugtende urin) og dengang var jeg ikke så smart og sy bukser, som jeg gør nu til hankatten.

Så efter nogle dejlige kuld blev hun lykkelig kastrat. Jeg var dengang også ”killingelistebestyrer” og kom i snak med mange interesserede siameserkøbere. Dengang var der ikke sååååå mange, der havde internet, hvor man lige hurtigt kunne søge verden rundt efter en killing.

Jeg kom i kontakt med Majbritt på det tidspunkt, hvor hun havde 14 årig siameserhan, som skrantede lidt. Hun ledte efter en ven til sin anden siameser på 9 år, som absolut ikke skulle være alene, når tiden kom, og den ældre måtte sige farvel (for øvrigt en supergod holdning). Så Trille rejste til København, og det gik strålende, og hun faldt rigtig godt til hos Majbritt. 

Så da Majbritt flere år senere grædende ringede, fordi hun havde mistet en ung siameser pga. sygdom. Ja, så var der ingen tvivl i mit sind, da jeg vidste, at hun havde det perfekte hjem til en siameser. Derfor var jeg faktisk rigtig glad, da jeg ikke alene ønskede, men også var i stand til at trøste hende ved at tilbyde hende, at hun måtte få Winja, som jo alligevel ikke kunne få killinger.  

Når jeg har omplaceret en voksen kat, så har det faktisk hver gang foregået sådan, at jeg lige tilfældigvis havde en henvendelse, præcis på det tidspunkt, hvor jeg havde en kat, som sikkert ville få et rigtig godt liv, måske endda et bedre, et andet sted. Det er mere eller mindre sket for at imødekomme nogle mennesker, som var ulykkelige efter at have mistet en kær ledsager og ville give den tilbageblivende kat en ven.

Mit eget savn har jeg kompenseret for med bevidstheden om, at jeg havde gjort andre lykkelige.  

Det er for øvrigt også min måde at tackle situationen på, når jeg sælger killinger, for naturligvis er der et savn, når killingerne flytter hjemmefra. Fornuften spiller selvfølgelig også ind, for man kan selvfølgelig ikke beholde alle killingerne, men det at se og føle, at man kan gøre et andet menneske lykkeligt, det betyder utrolig meget for mig i den sammenhæng. 

På falderebet

Jeg har mest skrevet om de sidste 10 år, så har du fået lyst til at læse mere om mine katte fra de første ti år, så er der flere detaljer om dem på min hjemmeside under ”om mig”. 

At opdrætte er ofte forbundet med ventetid, planer der mislykkes, bekymringer og sorg, så iblandt kan man godt spørge sig selv om det er det hele værd – svaret kommer øjeblikkeligt: JA! For i forhold til alle de glæder, der er forbundet med at opdrætte, så fylder de mindre gode ting ganske lidt, selvom tingene gør ondt lige, når de sker. Det sidste jeg gør, inden jeg går i seng om aftenen, er at se ind i nogle smukke blå katteøjne, og de blå øjne er det første, mit blik møder om morgenen – findes der større LYKKE ?

Skrevet til DSOs medlemsblad 2/2010
Heide Petersen  

Da jeg var barn var det ikke almindeligt med børnehaver og vuggestuer - især ikke på landet hvor jeg er opvokset. Min mor har fortalt mig, at når hun hjalp med aftenmalkningen, satte hun mig ofte i en tom kalvebås med halm. Så gik der ikke mange minutter, inden jeg sad med armen fuld af gårdens dejlige katte, som jo helst skulle være lidt vilde. Ellers mente far, de ikke gjorde deres gode gerning med at fange så mange mus som mulig. 

Da jeg var blevet lidt ældre lykkedes mig at smugle en missemor med ind i min seng, hvor hun om natten fik 5 killinger. Jeg glemmer aldrig den oplevelse, det var med lommelygten under dynen at opleve en katte fødsel. Jeg syntes jo det var synd at den skulle have sine killinger ude i stalden.

Der skulle imidlertid gå mange år inden jeg igen oplevede en katte fødsel i min seng.

Mit stamnavn "NARYSCHKINA" er russisk, og det har naturligvis sin forklaring. Det blev oprettet  for mange år siden til mine russiske mynder også kaldet Borzoi.


Det er kun mine to til højre på billedet, resten er familie.

Det var i mange år min store interesse, med tilhørende udstillinger og coursing (hundevædeløb på fri mark, hvor hundens jagtegenskab testes i parløb).

Men hundeopdrættet blev aldrig til noget, for da jeg endelig fik en tæve kunne hun ikke få hvalpe, og det er lidt begrænset hvor mange hunde man kan have i den størrelse.

Da jeg i 1987 blev skilt var jeg klar over at jeg måtte finde en interesse som var mindre pladskrævende, og hvad var nærliggende end at tænke på katte. De, som kender mynderne med deres aristokratiske eksteriør og deres sensible væsen, forstår sikkert, hvorfor jeg valgte siameseren.

Inden jeg fandt frem til en siameseropdrætter hvor jeg ville købe, blev det først til Ivan von Olsen, (han blev  15 år gammel), en dejlig rød huskat fra Danmark, som jeg smuglede i min jakkelomme gennem tolden. Jeg boede dengang i Tyskland og arbejdede på en dansk færge. 

CH.Black Earl von Avathar ORI n  købte jeg i 1988 af Hildegard Barth. Det blev til en del udstillinger med Ivan og Earl, men jeg må ærlig indrømme at jeg dengang følte mig malplaceret på en katteudstilling.

"Katten i buret og så bare ellers se på, at en steward præsenterede dine dyr".

Dengang var det ikke så udbredt som nu med "bær selv" udstillinger.

Fra hundeudstillinger var jeg jo vant til rigtig at arbejde. For at præsentere en hund optimalt, koster det meget træning og øvelse.

I mellemtiden var mine hunde blevet gamle, og de nød bare tilværelsen. Da jeg så på en dansk udstilling så en Forreign White- han, gå rundt sammen med sin ejer (uden line) og sidde ved kaffebordet og drikke af hendes kaffekop, kiggede jeg godt nok to gange. Jeg blev så forelsket i den hvide Siamesere at jeg var sikker på at dette måtte blive min næste kat.

I foråret 1989 blev jeg lykkelig ejer af Angelica´s White Medea  en dejlig stor robust og fortræffelig avlskat som blev stammoder til mit siameseropdræt.

Schnewittschen eller Dronningen som hun kaldtes i dagligdagen, fik sit første kuld, i maj 1990 i min seng, hun ville bare være hos mig når hun skulle føde.

Det har forøvrigt alle mine katte fået lov til. 

Faderen var IC. Commance v. Eisenstein, som på moderens side har Al Katta og Uruguay linier og på faderens side har Conquest og San-T-Ree linier. Jeg må indrømme, at det på daværende tidspunkt ikke sagde mig så forfærdelig meget. Det skulle så senere ændre sig.
 
Rawly Naryschkina

En killing fra dette kuld rejste til Holland, IC. Rawly Naryschkina SIA w 67 er at finde i en del stamtavler der. Rhayan -  også hvid  blev BIS killing på sin første udstilling. Ham ville jeg forfærdelig gerne selv have beholdt, men fornuften tog overhånd, for som min ny samlever dengang sagde og stadig siger: Vi har begge kun to hænder.

Af  Medea´s næste kuld efter IC. Legendary v. Avathar hvor der ligger de amerikanske linier San-Toi´s og Calemar bag, kom der to nydelige brunmaskede piger, hvoraf den ene, Schalimar,  rejste til Italien og blev IC. Desværre var kommunikationen ikke så god, men jeg ved at hun har fået mange dejlige kuld der med forskellige hanner.

Søsteren Samsara kom til Hildegard Barth, von Avathar - opdrættet, hvor som her, et godt temperament er i højsæde, så der har hun sat sine spor.

Da jeg på en udstilling så EC. Dan Thai´s Ieyasu efter (EC.Chantina Justinian ORI b  X CH.Spinx Quality Street ORI b) var jeg sikker på, at han, hvis muligt, skulle være en far til mine næste killinger.

Skæbnen ville, at på det tidspunkt, hvor Dronningen gerne ville have herrebesøg, var Ieyasu´s ejere midt i en flytning, så jeg fik lov til at have ham her hos os en uges tid på Lolland. Om det var dengang, jeg reviderede min mening om, at jeg aldrig vil have avlshan, kan jeg ikke  sige, men det er helt sikker, at det har haft en stor indflydelse.

Ieyasu er blevet far til nogle kuld her, og der er et par piger jeg vil nævne: IC. Xyntia Naryschkina SIA w 67, der er hos Horst Bischoff og dommer Ursula Lose, og efter en senere parring er IC. Zindy Naryschkina SIA b hos Barbara  Presley, Ptah´s Descentans opdræt, også Tyskland, - et opdræt, der har specialiseret sig i  havanna og cinnamon.

Fra Medea´s sidste kuld maj 1995 (med Moulin Rouge´s Bryant SIA n) kan jeg nævne at IC. Cosima Naryschkina, Britt Hansen købte hende, og efter hendes død, var hun en kort periode igen i mit hjem. Hun har nu fået et nyt hjem hos en dejlig familie i Tyskland hvor hun kom hen med Bøllebørn i maven, og er nu den, der bestemmer. Her gik ikke så godt, for her var det jo Dronningen der bestemte.

I august 95 holdt Bølle sit indtog i vores lille familie. IC. Tiptap-Tomtom´s Asterion SIA n er efter GIC. Quinten v. d. Marcken SIA n, (her ligger hollandske engelske og svenske linier bag),moderen er Athina v. Eisenstein.  Far til Athina er WV. Chanteclairs Herkules.

Det var bare meningen at vi skulle have et par kuld og så…… ja det er blevet til et par mere, men Bølle er simpelthen den vidunderligste kat, vi kan tænke os, og da vi ikke har det store problem med hankattestrint, og vi samtidig har pladsen til ham, får han lov til at beholde hans ædle dele lidt endnu.

Hans børn arver hans dejlige temperament, og på udstillinger kan vi efterhånden beundre dem som BIV og BIS , De er det, der er mit mål, nemlig en dejlig klassisk og harmonisk siameser, der ikke er for overtypet. 

I sommeren 96 blev en drøm til virkelighed, jeg fandt en lille blåmasket pige hos Karin Pedersen som jeg måtte købe, Winnetou´s Laila Naryschkina, det blev til vores lille prinsesse. Hun har også det, jeg værdsætter utroligt højt, nemlig et vidunderligt temperament. Prinsessens første kuld skulle naturligvis være med Bølle, og de fik 7 dejlige børn - 4 brunmaskede, 1 blå og to lillamaskede siamesere. Tre af dem (jeg syntes, det var for meget med dem alle sammen) var med på en udstilling og blev bedste kuld. 

Al afsked er svær og Enya SIA c havde da også  medlidenhed med mig så hver gang der kom killingekøbere, opførte hun sig så afskyeligt, at der ingen var, der ville have hende. Derfor er hun  blevet her. Hendes kælenavn "Trille" fik hun meget tidligt. Hun var ikke mere end 4½ md. da hun lå og trillede foran vores fødder, og jeg var sikker på at det var for at få vores opmærksomhed,  men nej……. det var løbetid!

Prinsessens 2. kuld blev 6 dejlige blåmaskede killinger efter CH. Ivantes Yamtai (EC. Schermese Legacy x  San-T-Ree Torti Spot) heraf er tre gået i avl hos  opdrættere Tyskland. 

Trille havde en forrygende udstillingskarriere, hvor hun på et halvt år blev IC. Jeg tror hun tænkte: Lad os få det overstået så hurtigt som muligt. Hun kender nemlig min indstilling: Avlshunner skal have lov til at nyde tilværelsen som avlshunner.

Hun  fik som 1½ årig, med Longwiew Sir Lancelot SIA n, (G.CH. Roysterer Shermisian SIA c Shermese Temple Flower SIA n) 

en dejlig avlshan som min veninde Hildegard Barth har importeret fra England, fem dejlige killinger nytårsmorgen 1999. Af dem er der blevet 3 piger hos opdrættere i Danmark; en han er også i avl hos en tidligere killingekøbere i Sydtyskland.

Prinssesens kuld i 99 blev kun til to, hun tænkte nok , først syv, næste gang seks,  så ville hun hygge sig med to, det var igen med Sir Lancelot som far. Han giver simpelthen det dejligste temperament samt dejlige harmoniske killinger.

Han er også  far til IC. Nissen´s Vimmer SIA a (Vimmer´s mor er Nissen´s Peggy ORI a).

Ja og så er Vimmer far til Trilles kuld i 99 også kun to, Joker og Janka, de er begge rejst til Paris, hvor de hos Madame Courrier og hendes datter nu har deres nye hjem.

Trille er så gerne mor og en rigtig god mor, og hvis det skulle gå efter hendes ønsker ville hun have børn altid, men det går nu heldigvis ikke. 

I september  99, erobrede, Bølles barnebarn, Nissen´s Beauty Baroness SIA a, mit hjerte med storm, hun havde nær fået kælenavnet "Klistermis", det blev dog til "Pjuske" for når hun, som næsten altid, er glad og kælen, ligner hendes pels en forpjusket uldtot, om det er arveligt kan jeg ikke sige, men Bølle rejser også pelsen når han er kælen.

Desværre blev Beauty kun 2 år gammel, hun fik en blodprop i hjernen og vi måtte sige farvel til hende efter at hun kun havde fået et kuld killinger med IC. Longwiew Sir Lancelot. 

Kombinationen Vimmer & Trille var rigtig god, derfor rejste Trille igen til Jylland og resultatet blev seks dejlige blåmaskede killinger.

Jeg er nu en gang blevet siameseropdrætter med liv og sjæl, og håber at blive ved mange år endnu. 

Selvfølgelig er alt ikke lutter lagkage, der har også været situationer og oplevelser som jeg godt ville have været forundt, det kan ikke være anderledes når man har med levende væsner at gøre. 

Min søgen efter et godt og internationalt avlsmateriale, har givet nogle spændende stamtavler, som ikke er uvæsentlige for at lave et seriøst opdræt af klassiske og efter standarden typede dyr, som dommerne (gerne) vil have dem. 

Jeg vil dog samtidig også gerne have at   den ganske almindelige killingekøber syntes om mine siamesere. Hvor er jeg  tit i telefonen blevet spurgt:  Hvordan er typen?

Allerbedst har jeg det, når jeg kan give en killingekøber en god oplevelse, og at de er glade for deres lille nye, som skal have en god karakter og ikke have problemer med at skifte hjem.

Kommer de så senere på udstilling eller bliver brugt i avl, og alt går til deres tilfredshed, så har jeg været, og er på rette vej.

Skrevet til DSOs medlemsblad

Heide Petersen