|
lidt om
mig, mine katte og
andre hobbyes
|
29-01-2019
De senere år har jeg ikke opdrættet så meget, idet tiden, som
formand og redaktør, gennem en lang årrække, for
www.dso.dk har været lidt knap.
Posterne er nu overladt til
nye kræfter.
Nu har jeg sammen med min partner og livsledsager Bjarne, kun os
to og vores pensionisttilværelse, at tage hensyn til, og vi
nyder begge vores respektive hobbys.
Nu tænker jeg, at det igen kan blive til et kuld, eller måske også to, om året.
"En gang Siameser altid Siameser" ! ! ! |
*****************************
auf deutsch siehe unten
*************************************** |
I 1990 startede jeg mit opdræt.
Det 1. kuld killinger under stamnavnet "Naryschkina, blev født den
16. maj 1990.
Det er efterhånden blevet til 35 kuld, gennem 30 år.
Jeg indrømmer gerne, at det stadig er en stor fornøjelse, at se
killinger vokse op og
blive til dejlige familiekatte, især er det en
stor glæde, at høre fra deres ejere, at de er højt elsket.
At være Siameser opdrætter og ejer, er en livsstil, idet kattene lever meget tæt
sammen med os,
de er en del af vores hverdag, det har de killinger jeg
sælger, også været. |
|
Taylan
blev BEST IN SHOW killing,
på sin første udstilling i Alberstslund sept. 2009
**************************************** |
Opdrætterportræt skrevet til DSO's medlemblad i 2010
|
Årets opdrætter i
DSO i 2009
DSOs medlemsblad side 16 |
Skrevet i
juli 2010 til
Dansk Siameser & Orientaler Rings
medlemsblad nr. 2/2010 |
I år 2000, blev jeg af den
dengang siddende redaktør i DSO, opfordret til at skrive om mit
opdræt, og at det lige faldt sammen med, at det var 10 år siden,
jeg startede med mit opdræt, var et rent tilfælde.
Som mangeårig redaktør i DSO
(Dansk Siameser og Orientaler Ring)
www.dso.dk har jeg
altid opfordret opdrættere til at skrive et opdrætterportræt, og
jeg har tilstræbt at bringe et af ”Årets opdrætter”, hvis det
har været muligt.
Denne gang er æren tilfaldet mig, for jeg blev
”Årets opdrætter 2009” i DSO.
Derfor er det jo på sin plads, at jeg også selv bidrager med et
portræt af mit katteri, og denne gang falder det sammen med mit
20 års jubilæum som opdrætter.
Sådan begyndte det
Jeg er opvokset på en stor gård med masser
af dyr, men mere producerende dyr end kæledyr. Vores hund var en
”rottefænger,” og kattene boede i stalden og skulle holde
musebestanden nede. Det lykkedes mig dog alligevel engang at
smugle en drægtig missemor med i min seng, hvor den fødte sine
killinger. Det blev dog hurtigt opdaget, og Missemor samt
killinger måtte vende tilbage til stalden, hvor vi fandt en tom
kalvebås, hvor hun kunne ligge beskyttet, for nu havde jeg jo
”forvænnet” hende.
Som voksen var det nu hunden,
som fik min første prioritet og den russiske mynde, som betog
mig med sit aristokratiske udseende. Det var i mange år min
store hobby at gå på udstilling og til hundevæddeløb, derfra
stammer også mit stamnavn ”Naryschkina”, som er russisk.
Da jeg i 1985 blev skilt,
måtte jeg finde en lidt mere pladsbesparende hobby. Da to af
mine hunde af naturlige årsager gik bort, og jeg kun havde
Fanduscha, min tæve, som desværre aldrig blev drægtig, tilbage,
blev jeg ved et tilfælde opmærksom på en racekatteopdrætter, som
opdrættede siamesere og orientalere.
Da jeg nu havde sat mig i
hovedet, at jeg skulle have kat, kunne jeg ikke vente, for den
opdrætter ”jeg havde kastet min kærlighed på” havde jo ikke lige
killinger på det tidspunkt.
Da jeg som barn altid havde
ønsket mig en rødstribet huskat, måtte en sådan fremskaffes, og
det skulle vise sig, at det ikke bare var sådan med det ønske,
men det lykkedes dog. Ivan von Olsen blev 15 år, og han så kun
dyrlægen til sine årlige vaccinationer.
Efter længere ventetid fik
jeg min første racekat, en ebony (sort orientaler), som blev
kastreret og brugt som prøveklud på udstilling. Han hed Black
Earl von Avathar, og jeg købte ham i 1988 af Hildegard Barth.
Det blev til en del udstillinger med Ivan og Earl, men jeg må
ærlig indrømme, at jeg dengang følte mig malplaceret på en
katteudstilling.
Det var min mentor, der så
”vist” rådede mig til at starte/begynde med en
udstillingskastrat, så jeg kunne se, om det nu også var noget
for mig, det der med racekatteopdræt.
Så denne ”virus”, som skulle
vise sig at have angrebet mig dengang for snart 23 år siden, den
er jeg aldrig blevet kvit. Jeg har det også rigtig godt med det,
og tænk, hvor har jeg dog lært mange mennesker at kende og
knyttet venskaber - forhåbentlig varer virussen ved i mange år
endnu J
Efter nogle år på
opdagelsesrejse gennem udstillingsverdenen havde jeg forelsket
mig i en foreign white. I foråret 1989 flyttede min første
avlskat, Angelica’s White Medea, ind hos mig. Hun var en foreign
white, og hun fødte sit første kuld i 1990, hvilket blev starten
på min karriere som opdrætter.
Medea, som vi i daglig tale
kaldte ”Schneewittchen”, var en stor og kraftig hunkat, som
viste sig at være en fortræffelig avlskat. Hun fødte dejlige
store og sunde killinger uden fejl med flere forskellige
hankatte.
Jeg boede i Tyskland, da jeg
startede med mit opdræt, og nu var jeg i mellemtiden flyttet til
Lolland. Vi havde købt en ”gammel” bindingsværksejendom fra
1800, som vi havde sat os for at renovere og gøre til vores
hyggelige nye domicil i Danmark. Min kære ”handymand” havde
advaret mig, at det gør man ikke sådan bare lige, og jeg måtte
love at ”projektet” katteopdræt/udstilling måtte komme i 2.
række, så katteverdenen blev sat lidt på spareflamme i nogle år.
Men det blev da til nogle
kuld i løbet af årene, jeg har lige talt op, og jeg kom frem
til, at jeg indtil mit 20 års jubilæum i maj dette år har lavet
28 kuld.
Avlshan
Min gode veninde og mentor,
Hildegard Barth, var på et tidspunkt meget opsat på at have
avlshanner. Hun havde også faciliteterne til det med egne
isolerede huse med klinker på væggene, gulvvarme, og dejlige
løbegårde. Hun syntes, at vi skulle have en avlshan efter nogle
spændende linjer, og hun havde kendskab til en, som havde linjer
fra både England, Amerika, Holland, Sverige og Tyskland. Så vi
købte Tiptap-Tomtom’s Asterion, i daglig tale kaldt for Bølle -
en dejlig klassisk brunmasket han og for dengang i 1995 af ret
flot type. Han lavede flotte, sunde og racetypiske killinger og
havde et fantastisk væsen, som han gav videre til sine
killinger.
Bølle blev desværre kun 10
år, da han nåede den alder, ville nyrerne ikke mere. Indtil han
var godt 8 år, kendte dyrlægen ham kun fra de årlige tjek og
blodtest, og da han fik fjernet et par tænder på grund af FORL.
Jeg ved, hvor stort et ansvar
det er at have fremmede katte i sin varetægt. Jeg tror ikke, at
de, der ikke har prøvet at have en avlshan gående ved, hvor
stort et ansvar og arbejde det egentlig er.
Ikke nok med at det i
dagligdagen koster en del ekstra rengøring, risikoen for smitte
er også høj. For at katten skal have de bedste betingelser
kræver han også rigtig meget selskab, i hvert fald hos mig. Det
gode temperament er selvfølgelig også genetisk betinget, men en
avlshan i hankatterum, der ikke har noget selskab, forbliver
sjældent en sød og omgængelig kat.
Da mine aktiviteter som
opdrætter de senere år højst har resulteret i et kuld om året,
er jeg de mennesker, hvor jeg har købt parringer undervejs, dybt
taknemmelig.
Kunsten at købe nye katte
Mit første forsøg på at finde en afløser
for Bølle resulterede i, at jeg var heldig at finde en nydelig
brunmasket han i Tyskland, som også havde en interessant og
spændende stamtavle. Da tiden kom, hvor han skulle bevise, om
der kunne komme pæne killinger efter ham, slap mit held desværre
op! Det viste sig, at der kom alvorlige fejl i de tre kuld, han
lavede, så jeg måtte gøre det eneste rigtige – tage ham ud af
avl.
Han blev kastreret, og kort
tid efter kom der en henvendelse fra en sød dame, som gerne
ville give en voksen kat et godt hjem.
Min søgen efter ”endnu” en avlshan førte
mig til Sverige, hvor jeg nu var sikker på at have fundet den
rigtige - det var en utrolig smuk og meget typet brunmasket han.
Jeg fik ham ”ad omveje”, da hans opdrætter havde ham med til en
jysk udstilling, hvor hun skulle udstille. Jeg rejste glad hjem
til Lolland med ham, og den første nat blev veloverstået uden
”gråd” og deslige. Da jeg næste morgen rigtig fik nusset ham
igennem og ”befamlet”, mærkede jeg en kæmpe sternumfejl ! Jeg
var målløs, ked af det og senere skuffet og vred over, at en
opdrætter kunne sælge en kat for mange tusinde kroner til avl
med sådan en graverende fejl.
Så efter to mislykkede forsøg
på at finde en passende avlshan havde jeg eller vi J
bestemt os for, at nu ville vi altså ikke have en ny avlshan.
MEN det er ikke kun det at
finde en avlshan, der er svært! Jeg har i næsten samme periode
søgt efter en avlshun, og det har også været en stor prøvelse.
Min blåmaskede avlshun,
Tværmose’s Holly, SIA a, som nåede at få to kuld med Bølle, blev
desværre kun 4 år, da hun meget atypisk for en kat i sin alder
fik FIP. Jeg har Hollys datter Ofelia, som nu er 6 år og
kastrat, hun blev efter flere forsøg med forskellige hanner, én
enkelt gang drægtig. Hendes liv var desværre ikke skabt til at
være avlshun, så det slap hun selvfølgelig for.
En anden blåmasket avlshun,
Nissens Beauty Baroness, SIA a, som var købt til avl, fik et
dejligt kuld killinger. Men kun 1½ år gammel, lige umiddelbart
efter, at hendes killinger var solgt og på vej ud af huset, fik
hun en så alvorlig hjerneblødning, at hun måtte have fred. Hun
var for øvrigt Bølles barnebarn J
I Tyskland fandt jeg så en
nydelig chokolademasket hun, som opdrætteren havde gemt til sig
selv. Omstændighederne i hendes hjem ville dog, at hun måtte
trappe ned i bestanden, så jeg fik lov til at købe Oswina v. d.
Hese SIA b, så da var jeg opstemt og sikker på, at jeg nu havde
fundet min nye avlshun.
Hendes kælenavn var Winja, og
hun blev parret flere gange med de nydeligste hanner, der var på
”markedet” på det tidspunkt, men desværre uden resultat. Efter
mange skuffende og lange venteperioder måtte jeg erkende, at
Winja heller ikke blev min næste avlshun.
I de lange venteperioder
havde jeg skelet lidt efter noget spændende, for opgivet havde
jeg nu i årene dog alligevel ikke.
Min skelen førte mig til
Norge, hvor jeg også fandt en chokolademasket hun efter
fødedygtige liner. Damrong’s Meskenet SIA b viste sig at være
ret så sky og ikke så ”fingernem”, som jeg ønskede mig. Så jeg
brugte rigtig megen tid på at tilvænne hende, men skæbnen ville,
at hun slet ikke følte sig tilpas. Da hun så kom i løbetid
allerede som 4 måneder gammel, gik det lidt bedre, men kun i
løbetiderne. Hun var næsten konstant i løbetid, og da hun var et
halvt år, fik hun voldsomme smerter. Dyrlægen fandt ud af, at
det var livmoderbetændelse, men da katten er et rovdyr, viser
den ikke smerter, da den lige så godt kan sætte et skilt op,
hvor der står ”jeg er svag, og jeg er derfor dit næste måltid
mad”. Så i bakspejlets lys, så har hun sikkert haft ondt længe,
så det var jo derfor ikke så sært, at hun ikke ville kæles for.
Imidlertid havde hun været
igennem en lang sygdomsperiode, og hun var så skræmt og bange.
Dyrlægen rådede mig til, at give hende fred, da han ikke mente,
at hun ville blive tryg ovenpå hele det sygdomsforløb, og jeg
måtte indse, at han havde ret og fulgte derfor rådet.
Når det lykkedes
Nu stod jeg igen uden avlshun
efter et halvt års pendulfart til dyrlægen og masser af
bekymringer.
Jeg var efterhånden ved at
miste modet, men så ringer en af Hildegards veninder, som i
øvrigt tidligere havde købt en hunkat af mig. Hun fortæller, at
en opdrætter, som hun havde købt kat hos, havde et kuld
brunmaskede killinger (3 hanner og 3 hunner) liggende, om jeg
stadig var interesseret i at finde en hankat.
Jeg var jo på udkig efter en
avlshun, og skæbnen ville mig det så godt, at jeg fik lov til
frit at vælge i kuldet - og sådan gik det til, at Stella (GIC
Indira von Jukima, JW, DSM SIA n) blev min.
Stella er en fantastisk kat,
som jeg hver dag glæder mig over at eje, og hun er skyld i
mange, mange ting :-)
I de fire år jeg har haft
hende, har hun bragt mig så mange glæder både på udstillinger,
som avlskat, men allervigtigst som kælekat. Hun har været en
drøm at have med på udstilling, og jeg kan vist godt tillade mig
at sige, at hun har klaret sig rigtig pænt. Det er blevet til
både en JW titel, en DSM titel og hun er også blevet GIC - hun
er så sød og nem at have med, og hun viser sig gerne frem på
dommerbordet.
Hun er også skyld i, at jeg
har opnået den ærefulde titel ”Årets opdrætter 2009”, da 4 af de
deltagende Naryschkina katte er hendes børn og den 5. hendes
barnebarn (mere om ham senere). Det er lykken, når man får lov
at købe en smuk kat, men når katten så samtidig giver ligeså
smukke, måske endda smukkere afkom end sig selv, så fås det vist
ikke bedre!
Stellas fire børn: Romeo
Naryschkina SIA n 21, som flyttede ind hos en rigtig god
veninde, nåede at lave nogle kuld, før han blev forfremmet til
udstillingskastrat. Samson Naryschkina SIA n 21 flyttede til
Tyskland, hvor han også skal bidrage lidt til genpuljen. Sirius
Naryschkina SIA n 21 opnåede også at blive JW, han blev boende
hos mig, til han blev voksen. Han havde et par aftaler med nogle
piger, der skulle indfries, før han flyttede til Stockholm, hvor
han i dag nyder livet som avlshan og udstillingskat. Sidst, men
ikke mindst, Ronja Naryschkina, SIA a, som blev boende hos mig
som avlshun.
Når det gør ondt
Ronja slægtede sin mor på,
forstået sådan, at hun blev en smuk og sød kat. På udstillinger
klarede hun sig også godt og vandt da også over sin mor den ene
gang, de var udstillet sammen, men med delte dommerstemmer på
scenen J
Hun blev udstillet til
International Champion, hvorefter hun blev parret – normalt
udstiller jeg mine avlshunner til IC, før de skal have
killinger. Så er de blevet voksne og har fået det mentale
overskud, der giver en god mor.
Jeg var heldig at få hende
parret med en smuk hankat, og min plan var, at jeg skulle
beholde en hunkilling efter hende. Det går desværre bare
sjældent, som man håber, ønsker og planlægger.
Ronja døde da killingerne var
4 ½ uge L
Killingerne var lige begyndt at spise selv, jeg havde
støttefodret dem hele tiden, da Ronja forblev dårlig efter
kejsersnittet og lige, til hun ”drog over regnbuebroen”. Så de
små var meget knyttet til mig, især den lille pige Tayla (hun
måtte senere omdøbes til Taylan, da det viste sig at være en
hankat).
Nu var gode råd jo dyre, når
jeg nu ikke var så heldig at få en hunkilling og samtidig havde
mistet Ronja, for skæbnen ville, at der var 4 hankillinger. To
af dem snød mig dog længe, for de så absolut ud som hunkatte -
det er første gang i 20 år og efter 28 kuld, at jeg har taget
fejl!
Taylan var som sagt meget,
meget nært knyttet til mig, så da tiden kom, hvor han var
salgsklar, så kunne jeg simpelthen ikke nænne at sælge ham.
Undervejs i hans opvækst var
tanken, at han evt. som Sirius, når han blev lidt ældre, kunne
flytte til en opdrætter i udlandet. Jeg havde også fået flere
henvendelser fra opdrættere, som gerne ville købe ham, da han
var lille, nogle af dem var også indstillet på at vente, til han
blev voksen og havde parret et par hunkatte her. På den måde var
der jo en chance for, at jeg ad den vej kunne få en hunkat efter
ham. MEN han var den direkte ”tråd” til sin mor, som jeg savnede
SÅ MEGET, så han var simpelthen NØDT til at blive J
Hovsa :-)
Vi ville vi jo ikke have en
ny avlshan - man skal aldrig sige aldrig, for det har vi altså
fået!!
Heldigvis har vi hele vores
have indhegnet kattesikkert, hvilket han og pigerne nyder i
fulde drag, for han er ikke killing mere. Han er nu blevet en
voksen kønsmoden herre, som bruger meget af sin tid på at ”sætte
plakater op”, læs afmærke territorium med urin. Heldigvis har
jeg lært at sy hankattebukser, og så snart han kommer inden
døre, så får han dem på. Han går lystigt og strinter og tror, at
alt er i den skønneste orden, heldigvis er virkeligheden ikke,
som han tror J
Jeg håber at få en hunkilling
efter ham til at føre Ronja videre, men et er sikkert, han skal
ikke gå fertil i længere tid. Når han bliver kastreret, får jeg
jo så også en nydelig udstillingskat og ikke mindst kælekat, der
kan komme med i seng igen J
Om at omplacere en voksen kat
Første gang jeg omplacerede
en voksen kat var, da jeg af sundhedsmæssige grunde måtte
neutralisere en avlshun – hun havde et fantastisk liv, når hun
enten var gravid eller havde killinger. Ellers var hun konstant
i løbetid, og når hun var det, så ”overpissede” hun alt (op og
ned ad vægge, døre, stole, i alle vinduer, selv køleskabsdøren
drev af hendes efterladne gule ret stærkt lugtende urin) og
dengang var jeg ikke så smart og sy bukser, som jeg gør nu til
hankatten.
Så efter nogle dejlige kuld
blev hun lykkelig kastrat. Jeg var dengang også
”killingelistebestyrer” og kom i snak med mange interesserede
siameserkøbere. Dengang var der ikke sååååå mange, der havde
internet, hvor man lige hurtigt kunne søge verden rundt efter en
killing.
Jeg kom i kontakt med
Majbritt på det tidspunkt, hvor hun havde 14 årig siameserhan,
som skrantede lidt. Hun ledte efter en ven til sin anden
siameser på 9 år, som absolut ikke skulle være alene, når tiden
kom, og den ældre måtte sige farvel (for øvrigt en supergod
holdning). Så Trille rejste til København, og det gik strålende,
og hun faldt rigtig godt til hos Majbritt.
Så da Majbritt flere år
senere grædende ringede, fordi hun havde mistet en ung siameser
pga. sygdom. Ja, så var der ingen tvivl i mit sind, da jeg
vidste, at hun havde det perfekte hjem til en siameser. Derfor
var jeg faktisk rigtig glad, da jeg ikke alene ønskede, men også
var i stand til at trøste hende ved at tilbyde hende, at hun
måtte få Winja, som jo alligevel ikke kunne få killinger.
Når jeg har omplaceret en
voksen kat, så har det faktisk hver gang foregået sådan, at jeg
lige tilfældigvis havde en henvendelse, præcis på det tidspunkt,
hvor jeg havde en kat, som sikkert ville få et rigtig godt liv,
måske endda et bedre, et andet sted. Det er mere eller mindre
sket for at imødekomme nogle mennesker, som var ulykkelige efter
at have mistet en kær ledsager og ville give den tilbageblivende
kat en ven.
Mit eget savn har jeg
kompenseret for med bevidstheden om, at jeg havde gjort andre
lykkelige.
Det er for øvrigt også min
måde at tackle situationen på, når jeg sælger killinger, for
naturligvis er der et savn, når killingerne flytter hjemmefra.
Fornuften spiller selvfølgelig også ind, for man kan
selvfølgelig ikke beholde alle killingerne, men det at se og
føle, at man kan gøre et andet menneske lykkeligt, det betyder
utrolig meget for mig i den sammenhæng.
På falderebet
Jeg har mest skrevet om de
sidste 10 år, så har du fået lyst til at læse mere om mine katte
fra de første ti år, så er der flere detaljer om dem på min
hjemmeside under ”om mig”.
At opdrætte er ofte forbundet
med ventetid, planer der mislykkes, bekymringer og sorg, så
iblandt kan man godt spørge sig selv om det er det hele værd –
svaret kommer øjeblikkeligt: JA! For i forhold til alle de
glæder, der er forbundet med at opdrætte, så fylder de mindre
gode ting ganske lidt, selvom tingene gør ondt lige, når de
sker. Det sidste jeg gør, inden jeg går i seng om aftenen, er at
se ind i nogle smukke blå katteøjne, og de blå øjne er det
første, mit blik møder om morgenen – findes der større LYKKE ?
Skrevet til DSOs medlemsblad 2/2010
Heide
Petersen
|
|
|
Sommer 1990 på udstilling med Rayan fra
mit første kuld. BIS Killing. (BIS betyder Best in Show)
************************************** |
I anledning af mit 10 års jubilæum
i år 2000 som siameseropdrætter,
blev jeg af Dansk Siameser & Orientaler Ring DSO bedt om at
fortælle
om mit opdræt gennem årene, du kan her læse lidt om hvordan det gik
til at jeg blev opdrætter af denne utrolig charmerende race, og om
hvad
der skete de første 10 år som siameseropdrætter.
God fornøjelse. |
Da jeg var barn
var det ikke almindeligt med børnehaver og vuggestuer - især
ikke på landet hvor jeg er opvokset. Min mor har fortalt mig, at
når hun hjalp med aftenmalkningen, satte hun mig ofte i en tom
kalvebås med halm. Så gik der ikke mange minutter, inden jeg sad
med armen fuld af gårdens dejlige katte, som jo helst skulle
være lidt vilde. Ellers mente far, de ikke gjorde deres gode
gerning med at fange så mange mus som mulig.
Da jeg var blevet lidt ældre lykkedes mig at smugle en missemor
med ind i min seng, hvor hun om natten fik 5 killinger. Jeg
glemmer aldrig den oplevelse, det var med lommelygten under
dynen at opleve en katte fødsel. Jeg syntes jo det var synd at
den skulle have sine killinger ude i stalden.
Der skulle imidlertid gå mange år inden jeg igen oplevede en katte
fødsel i min seng.
Mit stamnavn "NARYSCHKINA" er russisk, og det har naturligvis
sin forklaring. Det blev oprettet for mange år siden til
mine russiske mynder også kaldet Borzoi.
Det er kun mine to til højre på billedet,
resten er familie.
Det var i mange år min store interesse, med tilhørende
udstillinger og coursing (hundevædeløb på fri mark, hvor hundens
jagtegenskab testes i parløb).
Men hundeopdrættet blev aldrig til noget, for da jeg endelig fik
en tæve kunne hun ikke få hvalpe, og det er lidt begrænset hvor
mange hunde man kan have i den størrelse.
Da jeg i 1987 blev skilt var jeg klar over at jeg måtte finde en
interesse som var mindre pladskrævende, og hvad var nærliggende
end at tænke på katte. De, som kender mynderne med deres
aristokratiske eksteriør og deres sensible væsen, forstår
sikkert, hvorfor jeg valgte siameseren.
Inden jeg fandt frem til en siameseropdrætter hvor jeg ville
købe, blev det først til Ivan von Olsen, (han blev 15 år
gammel), en dejlig rød huskat fra Danmark, som jeg smuglede i
min jakkelomme gennem tolden. Jeg boede dengang i Tyskland og
arbejdede på en dansk færge.
CH.Black Earl von Avathar ORI n købte jeg i 1988 af
Hildegard Barth. Det blev til en del udstillinger med Ivan og
Earl, men jeg må ærlig indrømme at jeg dengang følte mig
malplaceret på en katteudstilling.
"Katten i buret og så bare ellers se på, at en steward
præsenterede dine dyr".
Dengang var det ikke så udbredt som nu med "bær selv"
udstillinger.
Fra hundeudstillinger var jeg jo vant til rigtig at arbejde. For
at præsentere en hund optimalt, koster det meget træning og
øvelse.
I mellemtiden var mine hunde blevet gamle, og de nød bare
tilværelsen. Da jeg så på en dansk udstilling så en Forreign
White- han, gå rundt sammen med sin ejer (uden line) og sidde
ved kaffebordet og drikke af hendes kaffekop, kiggede jeg godt
nok to gange. Jeg blev så forelsket i den hvide Siamesere at jeg
var sikker på at dette måtte blive min næste kat.
I foråret 1989 blev jeg lykkelig ejer af Angelica´s White Medea
en dejlig stor robust og fortræffelig avlskat som blev stammoder
til mit siameseropdræt.
Schnewittschen eller Dronningen som hun kaldtes i dagligdagen,
fik sit første kuld, i maj 1990 i min seng, hun ville bare være
hos mig når hun skulle føde.
Det har forøvrigt alle mine katte fået lov til.
Faderen var IC. Commance v. Eisenstein, som på moderens side har
Al Katta og Uruguay linier og på faderens side har Conquest og
San-T-Ree linier. Jeg må indrømme, at det på daværende tidspunkt
ikke sagde mig så forfærdelig meget. Det skulle så senere ændre
sig.
Rawly Naryschkina
En killing fra dette kuld rejste til Holland, IC. Rawly
Naryschkina SIA w 67 er at finde i en del stamtavler der. Rhayan
- også hvid blev BIS killing på sin første
udstilling. Ham ville jeg forfærdelig gerne selv have beholdt,
men fornuften tog overhånd, for som min ny samlever dengang
sagde og stadig siger: Vi har begge kun to hænder.
Af Medea´s næste kuld efter IC. Legendary v. Avathar hvor
der ligger de amerikanske linier San-Toi´s og Calemar bag, kom
der to nydelige brunmaskede piger, hvoraf den ene, Schalimar,
rejste til Italien og blev IC. Desværre var kommunikationen ikke
så god, men jeg ved at hun har fået mange dejlige kuld der med
forskellige hanner.
Søsteren Samsara kom til Hildegard Barth, von Avathar -
opdrættet, hvor som her, et godt temperament er i højsæde, så
der har hun sat sine spor.
Da jeg på en udstilling så EC. Dan Thai´s Ieyasu efter (EC.Chantina
Justinian ORI b X CH.Spinx Quality Street ORI b) var jeg
sikker på, at han, hvis muligt, skulle være en far til mine
næste killinger.
Skæbnen ville, at på det tidspunkt, hvor Dronningen gerne ville
have herrebesøg, var Ieyasu´s ejere midt i en flytning, så jeg
fik lov til at have ham her hos os en uges tid på Lolland. Om
det var dengang, jeg reviderede min mening om, at jeg aldrig vil
have avlshan, kan jeg ikke sige, men det er helt sikker,
at det har haft en stor indflydelse.
Ieyasu er blevet far til nogle kuld her, og der er et par piger
jeg vil nævne: IC. Xyntia Naryschkina SIA w 67, der er hos Horst
Bischoff og dommer Ursula Lose, og efter en senere parring er IC.
Zindy Naryschkina SIA b hos Barbara Presley, Ptah´s
Descentans opdræt, også Tyskland, - et opdræt, der har
specialiseret sig i havanna og cinnamon.
Fra Medea´s sidste kuld maj 1995 (med Moulin Rouge´s Bryant SIA
n) kan jeg nævne at IC. Cosima Naryschkina, Britt Hansen købte
hende, og efter hendes død, var hun en kort periode igen i mit
hjem. Hun har nu fået et nyt hjem hos en dejlig familie i
Tyskland hvor hun kom hen med Bøllebørn i maven, og er nu den,
der bestemmer. Her gik ikke så godt, for her var det jo
Dronningen der bestemte.
I august 95 holdt Bølle sit indtog i vores lille familie. IC.
Tiptap-Tomtom´s Asterion SIA n er efter GIC. Quinten v. d.
Marcken SIA n, (her ligger hollandske engelske og svenske linier
bag),moderen er Athina v. Eisenstein. Far til Athina er WV.
Chanteclairs Herkules.
Det var bare meningen at vi skulle have et par kuld og så…… ja
det er blevet til et par mere, men Bølle er simpelthen den
vidunderligste kat, vi kan tænke os, og da vi ikke har det store
problem med hankattestrint, og vi samtidig har pladsen til ham,
får han lov til at beholde hans ædle dele lidt endnu.
Hans børn arver hans dejlige temperament, og på udstillinger kan
vi efterhånden beundre dem som BIV og BIS , De er det, der er
mit mål, nemlig en dejlig klassisk og harmonisk siameser, der
ikke er for overtypet.
I sommeren 96 blev en drøm til virkelighed, jeg fandt en lille
blåmasket pige hos Karin Pedersen som jeg måtte købe, Winnetou´s
Laila Naryschkina, det blev til vores lille prinsesse. Hun har
også det, jeg værdsætter utroligt højt, nemlig et vidunderligt
temperament. Prinsessens første kuld skulle naturligvis være med
Bølle, og de fik 7 dejlige børn - 4 brunmaskede, 1 blå og to
lillamaskede siamesere. Tre af dem (jeg syntes, det var for
meget med dem alle sammen) var med på en udstilling og blev
bedste kuld.
Al afsked er svær og Enya SIA c havde da også medlidenhed
med mig så hver gang der kom killingekøbere, opførte hun sig så
afskyeligt, at der ingen var, der ville have hende. Derfor er
hun blevet her. Hendes kælenavn "Trille" fik hun meget
tidligt. Hun var ikke mere end 4½ md. da hun lå og trillede
foran vores fødder, og jeg var sikker på at det var for at få
vores opmærksomhed, men nej……. det var løbetid!
Prinsessens 2. kuld blev 6 dejlige blåmaskede killinger efter
CH. Ivantes Yamtai (EC. Schermese Legacy x San-T-Ree Torti
Spot) heraf er tre gået i avl hos opdrættere Tyskland.
Trille havde en forrygende udstillingskarriere, hvor hun på et
halvt år blev IC. Jeg tror hun tænkte: Lad os få det overstået
så hurtigt som muligt. Hun kender nemlig min indstilling:
Avlshunner skal have lov til at nyde tilværelsen som avlshunner.
Hun fik som 1½ årig, med Longwiew Sir Lancelot SIA n, (G.CH.
Roysterer Shermisian SIA c Shermese Temple Flower SIA n)
en dejlig avlshan som min veninde Hildegard Barth har importeret
fra England, fem dejlige killinger nytårsmorgen 1999. Af dem er
der blevet 3 piger hos opdrættere i Danmark; en han er også i
avl hos en tidligere killingekøbere i Sydtyskland.
Prinssesens kuld i 99 blev kun til to, hun tænkte nok , først syv,
næste gang seks, så ville hun hygge sig med to, det var
igen med Sir Lancelot som far. Han giver simpelthen det
dejligste temperament samt dejlige harmoniske killinger.
Han er også far til IC. Nissen´s Vimmer
SIA a (Vimmer´s mor er Nissen´s Peggy ORI a).
Ja og så er Vimmer far til Trilles kuld i 99 også kun to, Joker
og Janka, de er begge rejst til Paris, hvor de hos Madame
Courrier og hendes datter nu har deres nye hjem.
Trille er så gerne mor og en rigtig god mor, og hvis det skulle
gå efter hendes ønsker ville hun have børn altid, men det går nu
heldigvis ikke.
I september 99, erobrede, Bølles barnebarn, Nissen´s
Beauty Baroness SIA a, mit hjerte med storm, hun havde nær fået
kælenavnet "Klistermis", det blev dog til "Pjuske" for når hun,
som næsten altid, er glad og kælen, ligner hendes pels en
forpjusket uldtot, om det er arveligt kan jeg ikke sige, men
Bølle rejser også pelsen når han er kælen.
Desværre blev
Beauty kun 2 år gammel, hun fik en blodprop i hjernen og vi
måtte sige farvel til hende efter at hun kun havde fået et kuld
killinger med IC. Longwiew Sir Lancelot.
Kombinationen Vimmer & Trille var rigtig god, derfor rejste
Trille igen til Jylland og resultatet blev seks dejlige
blåmaskede killinger.
Jeg er nu en gang blevet siameseropdrætter med liv og sjæl, og
håber at blive ved mange år endnu.
Selvfølgelig er alt ikke lutter lagkage, der har også været
situationer og oplevelser som jeg godt ville have været forundt,
det kan ikke være anderledes når man har med levende væsner at
gøre.
Min søgen efter et godt og internationalt avlsmateriale, har
givet nogle spændende stamtavler, som ikke er uvæsentlige for at
lave et seriøst opdræt af klassiske og efter standarden typede
dyr, som dommerne (gerne) vil have dem.
Jeg vil dog samtidig også gerne have at den ganske
almindelige killingekøber syntes om mine siamesere. Hvor er jeg
tit i telefonen blevet spurgt: Hvordan er typen?
Allerbedst har jeg det, når jeg kan give en killingekøber en god
oplevelse, og at de er glade for deres lille nye, som skal have
en god karakter og ikke have problemer med at skifte hjem.
Kommer de så senere på udstilling eller bliver brugt i avl, og
alt går til deres tilfredshed, så har jeg været, og er på rette
vej.
Skrevet til DSOs medlemsblad
Heide Petersen
|
|
Auf Deutsch
Anlässlich meiner 10-jähriges Bestehen im Jahre 2000 als
Siamzüchter, war ich von der dänischen Siam & Orientaler
Ring DSO gebeten, zu erzählen über meine Zucht im Laufe
der Jahre, hier können Sie ein wenig darüber lesen, wie
es passierte, dass ich Züchter dieser unglaublich
charmante Rasse wurde, und über das, was passiert ist,
die erste 10 Jahre als Siamzüchter.
Viel vergnügen.
Beitrag anlässlich meiner 1o Jähriges Züchter
Jubiläum.
In meine Kindheit, war es nicht üblich mit
Kindergärten und Kindertagesstätten - vor allem nicht
auf dem Lande, wo ich aufgewachsen bin. Meine Mutter hat
mir erzählt, dass wenn Sie beim melken war,
hat sie mich oft in eine leere Kälberbox mit Stroh
gesteckt. Es vergingen nicht viele Minuten, bevor die
Hofkatzen um mich herum saßen, die
sollten jedoch lieber eine wenig wild bleiben,
andernfalls glaubte Vater nicht das sie ihre Arbeit als
Mäusefänger gerecht wurden.
Als ich etwas älter war, gelang es mir eine
Mutterkatze mit in meinem Bett zu schmuggeln, wo sie in
der Nacht 5 Kätzchen geboren hat. Ich habe das Erlebnis
nie vergessen, mit der Taschenlampe unter der
Decke, eine Katzengeburt zu erleben.
Es sollte jedoch viele Jahre vergehen, bis ich wieder eine
Katzengeburt in meinem Bett erleben sollte.
Mein Züchternahme "NARYSCHKINA" ist Russisch, und es hat
natürlich seine Erklärung. Es wurde vor vielen Jahren
wegen meiner russischen Windhunde, auch bekannt als der
Barsoi, errichtet.
Es sind nur meine zwei rechts im Bild, der Rest ist
Familie.
Die Windhunde waren viele Jahre meine große Interesse,
Ausstellungen, Wettrennen und Coursing.
Aber mit der Hundezucht klappte das nicht so recht, als
ich endlich eine schöne Hündin hatte, konnte sie keine
Welpen bekommen.
Als ich im Jahr 1987 geschieden wurde, war mir klar, das
ich einen Hobby finden musste, wo ich mit weniger Platz
auskommen würde.
Und was war näher, als an Katzen zu denken. Diejenigen
die Windhunde kennen, wissen von ihrer aristokratischen
äußre, und ihrem sensiblen Wesen, wird verstehen, warum
ich die Siamesen wählte.
Bevor ich einen Züchter gefunden habe, wo ich kaufen
wollte, auch was für mich hatte, wurde es erstmal einer Roter Hauskatze „Ivan von
Olsen“, aus Dänemark (er wurde 15 Jahre alt), ich habe
ihm durch den Zoll im meiner Jackentasche geschmuggelt.
Ich lebte damals in Deutschland und arbeitete auf einer
dänischen Fähre.
CH. Black Earl von Avathar ORI n kaufte ich in 1988 von
Hildegard Barth. Es ging auf einige Ausstellungen mit
Ivan und Earl, aber ich muss ehrlich zugeben, dass ich
mich fehl am Platz fühlte auf eine Katzenausstellung die
ersten Jahre.
Einfach die Katze im Käfig, und dann nur zuzusehen wie ein
Steward dein Tier präsentiert! ??
Das war ich von der Hunde Ausstellung ja nicht gewohnt
:-)
Zu der Zeit war es noch nicht üblich, dass man selber sein
Tier zum Richter bringt.
Von Hundeausstellungen war ich ja gewönnt das es
wirklich viel Übung und Arbeit kostet, ein Tier
optimal vorzustellen.
Inzwischen waren meine Hunde alt geworden, und als ich
auf einer dänischen Ausstellung, einen weißen Siam, „Foreign-White“
gesehen habe, wusste ich, das wird meine nächste Katze.
Im Frühjahr 1989 konnte ich die Zuchtkatze Angelica's
White Medea in Dänemark kaufen, ein schöne, große und
robuste Siamesin, die wurde der Anfang von meine
Siamzucht.
Schnewittschen oder die Königin, wie sie genannt wurde
im täglichen Leben, bekam ihren ersten Wurf, im Mai 1990
in meinem Bett.
Recht unerfahren und was Ahnen anbelangt hatte ich einen
guten start, mit einem guten Mentor an meiner Seite
nämlich der Besitzer, Hildegard Barth, vom Vater meines
ersten Wurf, IC. Commance v. Eisenstein mit
Conquest, van Deurs, San-T-Ree und Uruguay in den
Linien, und Angelica's White Medea, mit Al Katta,
Indigo, Orinoco’s sowie ebenfalls Uruguay und San-T-Ree
in Ihren Linien.
Ich muss zugeben, mir har Ahnentaflen zu diesem Zeitpunkt
nicht viel gesagt.
Das sollte sich jedoch später ändern.
Ein Kater aus dem 1. Wurf GIC. Rawly Naryschkina SIA w 67,
ging nach Holland als Zuchtkater.
Rayan - auch en weißer Katerchen wurde BIS auf seiner
ersten Ausstellung.
Ich wollte ihn schrecklich gerne behalten, aber meinem
gesunde Menschenverstand hat gesiegt, den wie mein
damals neuer Lebenspartner sagte, und heute noch sagt:
Wir haben beide nur zwei Hände!
Für Medea's nächste Wurf 1991, nach dem IC. Legendary v.
Avathar mit amerikanischen Linien San-Toi's und Calemar,
kamen zwei hübsche Seal-Point Mädchen, Schalimar ging
nach Italien und wurde IC. Leider war die Kommunikation
nicht so gut, und ich habe sie nicht sehr lange
verfolgen können, aber ich weiß, dass sie mehrere Würfe
bekommen hat mit verschiedenen Katern.
(Spätere bem. damals 1991, hatten wir kein Internet)
Die Schwester Samsara, kam zu Hildegard Barth, „von
Avathar“ wo sie hier in die Zucht eingesetzt wurde.
Als ich auf einer Ausstellung in Dänemark dem EC. Dan's
Thai Ieyasu, nach (EC.Chantina Justinian ORI b X
CH.Spinx Quality Street ORI b) gesehen habe, war ich
sicher, (wenn möglich), das er der Vater,
mein nächster Wurf, sein sollte.
Das
Schicksal wollte es so, dass zum Zeitpunkt als "die Königin" auf
„Herrenbesuch“ wollte, waren Ieyasu's Besitzer mitten im
Umzug, so dass ich den Kater zu uns holen durfte.
Ob es nach dieser Woche, die ich mit diesem Kater
verbringen durfte, an der Zeit war, meine Meinung zu
ändern, das ich nie einen Zuchtkater habe wollte, kann
ich nicht sagen, aber es ist ziemlich sicher, dass er
einen großen Einfluss hatte.
Ieyasu ist Vater von einigen Würfe hier, und es gibt ein
paar Mädchen die ich erwähnen möchte: IC. Xyntia
Naryschkina SIA w 67, bei Horst Bischoff und Richter
Ursula Loohse wohnte, und nach einem späteren Paarung
ist die IC. Zindy Naryschkina SIA b bei Barbara Presley.
Aus Medea’s letzter Wurf im Mai 1995 (mit Moulin Rouge's
Bryant SIA n), kann ich erwähnen, dass IC. Cosima
Naryschkina, in Zucht „Braun Brimiso“ von Britt Hansen
ging.
Nach dem frühen Tod von Britt Hansen, war Cosima eine
kurze Zeit wieder bei mir, und mit „Bølle-Kinder“ im
Bauch ist Sie in die Zucht nach Deutschland gegangen,
denn "die Königin, Schnewittschen" hat Ihre Tochter nicht
wieder in die Familie
aufgenommen.
Im August 1995 hielt „Bølle“ sein Einzug in unsere
kleine Familie. Sein richtiger Name IC. Tiptap-TomToms
Asterion SIA n er ist nach GIC. Quinten von der Marcken
SIA n (hier sind Englisch und Schwedisch Linienzu finden),
die Mutter ist Athina v. Eisenstein. Vater von Athina
ist WW. Chanteclairs Hercules.
Unsere Absicht war es, das er ein par Jahre decken
sollte, es sollte doch anders kommen. Ja, es wurde ein
paar Jahre mehr, Bølle ist aber einfach der wunderbarste
Kater das man sich denken kann, und wir hatten nicht das
große Problem mit markieren, und wir hatten den Platz
für ihn, somit durfte er seine kostbarsten Teile lange behalten.
Seine Kinder erben sein wunderbares Temperament, und auf
den Ausstellungen können wir seine Kinder bewundern, das
war mein Ziel, wunderschöne klassische und harmonische
Siamesen zu züchten.
Im Sommer 1996 wurde ein Traum in die Tat umgesetzt, als
ich ein kleines Blue-Point Mädchen von Karin Pedersen,
Winnetou's Laila Naryschkina bekommen habe. Sie ist
unserer kleinen Prinzessin. Sie hat auch das, was ich
sehr schätze, nämlich ein wunderbares Temperament.
Prinzesschen ersten Wurf sollten natürlich mit Bølle
sein, und es waren 7 schöne Kinder - 4 Seal-, 1 Blue-
und zwei Lillac-Point. Drei von ihnen (ich wollte nicht
alle mitnehmen) wurde auf einer
Ausstellung bester Wurf.
Jeder abschied ist schwer, und Enya SIA c, fand das wohl
auch, den jedes Mal wenn es Käufer kamen, verhielt Sie
sich so schrecklich, dass Sie niemand haben wollte, und
somit blieb Sie bei uns. Ihr Kosenahme "Trille",
(übersetzt Röllchen) bekam sie sehr früh. Sie war nicht
mehr als 4 ½ md. als Sie Rollig wurde, und Sie rollte
sich immer vor unseren Füßen, ich bin mir sicher, dass
Sie es weitermachten um unsere Aufmerksamkeit zu
bekommen.
Aus Prinzesschen 2. Wurf, es waren 6 schöne Blue-Point
Kinder, nach CH. Ivantes Yamtai (EC. Schermese Legacy x
San-T-Ree Torti Spot), gingen drei in der Zucht nach
Deutschland.
Trille hatte eine ungeheure Ausstellungskarriere, wo Sie
in einem halben Jahr Internationaler Champion wurde. Ich
glaube, sie dachte: Let's get it
Laßt uns das so schnell wie möglich überstehen. Sie
weiß, ich denke die weiblichen Zuchttiere sollten nicht
so viel zur Ausstellung, bevor Sie den ersten Wurf
bekommen, und dann sollen Sie das Leben genießen.
Sie war 1 ½ Jahre, als Sie mit Longwiew Sir Lancelot SIA
n, (GIC Roysterer Shermisian SIA c & Shermese Temple
Flower SIA n)einen sehr schönen Zuchtkater die meine
Freundin Hildegard Barth importiert hat aus England,
ihren ersten Wurf hatte.
Fünf schöne Kitten hat Sie Neujahrsmorgen 1999 geboren.
Von denen gingen 3 Mädchen an Züchtern in Dänemark, und
ein Kater nach Deutschland.
Im Prinzesschen Wurf im Jahre 1999 waren es nur zwei,
sie dachte wohl genug, im ersten Wurf sieben, im zweiten
sechs, nun wolle sie das genießen mit zwei, es war mit
Sir Lancelot als Vater. Er vererbt einfach das schönsten
Temperament und wunderschönen harmonischen Tiere.
Er ist auch der Vater der IC. Nissen's Vimmer SIA a.
Ja, und somit ist Vimmer Vater von Trilles Wurf im Jahre
1999 auch nur zwei, Joker und Janka, die beiden reiste
nach Paris, wo sie bei Madame Isabelle Courier (Præsident
des AFAS) und ihre Tochter in die Zucht gingen.
Trille ist so wie Ihre Mutter, eine sehr gute Mutter,
und sie ist mit Leib und Seele Mutter, wenn es nach Ihr
gingen, wollte Sie ständig und immer Kinder haben.
Im September 1999, hat Bølles Enkel, Nissen's Beauty
Baroness SIA mein Herz im Sturm erobert, sie war so lieb
und anhänglich und hat viele Kosenahmen gehabt „Pjuske“
heißt so viel wie Zäusel, Sie hat wie Bølle immer das
Fell hochgestellt wenn sie liebkost wurde, ob es ist
erblich, kann ich nicht sagen, aber Bølle stellt auch
das Fell, wenn er verliebt ist und kosen will.
Leider wurde unser kleine Schönheit nur knapp 2 Jahre
alt, Sie bekam ein Blutgerinnsel im Gehirn, und wir
mussten viel zu früh Abschied nehmen von ihr, nachdem
sie nur ein Wurf hatte mit IC. Longwiew Sir Lancelot.
Die Kombination Vimmer & Trille war sehr gut, darum
reiste Trille wieder nach Jütland, und das Ergebnis war
sechs schönen Blue-Point Kitten im Juni 2000.
Ich bin mit großer Leidenschaft Siamzüchter, und hoffe
auch noch viele weitere Jahre.
Natürlich, ist nicht alles reiner Freude, es gaben auch
Situationen und Erfahrungen, die weh getan haben, ich
denke das ist schwer zu umgehen, wenn man mit lebenden
Wesen zu tun hat.
Meine Suche nach gutem und internationalem
Zuchtmaterial, mit interessante Stammbäume, ist nicht
unbedeutend, wenn man eine seriöse Zucht betreiben
möchte, von klassischen und dem Standard gerechten Typ
von Tieren, sowie die Richter sie gerne haben wollen.
Aber ich möchte auch den allgemeinen „Liebhaber“
Interessenten gerecht werden die nicht den
Ausstellungstyp wollen. Oft bin ich am Telefon gefragt:
Wie ist der Typ?
Ich möchte dem Käufer ein gutes Erlebnis geben mit Ihrem
kleinen neuen Mitbewohner, dass sie einen guten
Charakter haben und keine Probleme mit dem Umzug haben.
Sind sie dann später auf den Ausstellungen oder kommen
in der Zucht, und alles geht zu ihrer Zufriedenheit,
dann bin ich auf dem richtigen Weg.
Juli 2000
Heide Petersen
|
|
Heide Petersen
Maglemose 18 ● DK 4960 Holeby ● Danmark +45 2530 6753 ●
E-mail
© Naryschkina.dk |
|