Hvem ved sine fulde fem kunne finde på at invitere en siameserkat indenfor i sit hjem – og måske endda lade den blive boende?
Siamesere er larmende, hamrende besværlige, uhyggeligt opmærksomhedskrævende, fulde af ulykker og ekstremt sære.
De vil omgående overtage hele huset og bestemme over alt, hvad der går for sig.
Man ejer ikke en siameserkat.
Nej den ejer dig – med hud og hår.
Alligevel er det utænkeligt at undvære en siameser, når man blot én gang er blevet holdt som husdyr af denne helt specielle kat.
Jeg må være fra forstanden – jeg er nu i gang med min syvende siameser.
Det cirkus har stået på i snart 30 år, og de finder hele tiden på nye ulykker og skaber hidtil usete problemer.
Jeg undrer mig over, hvordan jeg er blevet uhelbredeligt forfalden til siamesere. Ikke blot nok med det - det er også lykkedes for kattene at få mig til at føle mig både beæret og privilegeret over deres uforbeholdne venskab, og over at jeg fortsat også må være i huset. Hvordan i alverden opnår de snedige og udspekulerede dyr dog i den grad at forføre og udnytte en?

Måske det er de klare blå juveløjne?
Måske det er den aristokratiske holdning og det markerede 
og profilstærke ansigt?
Måske der er den delikate hermelinpels?
Måske det er kroppens højbenede elegance?
Måske der er dens uomtvistelige vildskab og dens ufordærvede 
naturlighed? Måske dens drillesyge og dens subtile humor?
Måske det er underet ved at opleve hver enkelt kats enestående 
individuelle personlighed?
Måske det er dens fantastiske evne til at give sin betingelsesløse 
kærlighed? Måske det er dens helt ubeskrivelige godhed og 
venlighed overfor os tvivlsomme mennesker?

Måske det er dens uforlignelige blidhed og sårbarhed? Måske……………?  

Hvem ved det? Jeg gør det ikke.  

Niels Ehler